Blog

Det var sommer i 2018 og jeg havde netop sagt mit job som grafisk designer op. Jeg følte mig stresset hver dag, når jeg tog på arbejde, og jeg følte ikke at jeg kunne leve op til min rolle. Midt i fortvivlelsen over mit næste karrieremæssige træk (og kun seks dage efter, jeg havde taget afsked med mine kolleger,) fandt jeg mig selv siddende på sengekanten med en positiv graviditetstest i hånden. Det var mildt sagt noget af en overraskelse - og ikke ligefrem en del af planen. Da nyheden var sunket ind, meldte glæden sig og min kæreste, Martin, og jeg var både lykkelige og spændte.

I uge 9 var vi til tryghedsscanning hos en privat klinik. Jeg var nødt til at se, hvad der gemte sig derinde og jeg kunne ikke vente til nakkefoldsscanningen på hospitalet, som ventede nogle uger ude i fremtiden. Jeg var bange for, at der ikke var noget hjerteblink eller at der slet ikke var nogen baby. Men alt var fint og vi så en lille bitte baby og et blinkende hjerte <3

Ugerne gik og vi glædede os til at blive forældre. Men skæbnen ville det anderledes. Hele graviditeten var jeg nervøs og bange for, at noget var galt med vores baby, og op til hver scanning var jeg mere nervøs, nærmest ængstelig, end spændt. Jeg havde irrationelle tanker om, at babyen, Blob, som vi kaldte ham, manglede en arm eller en anden legemsdel.

Mine tanker, som hidtil havde været irrationelle blev til virkelighed under misdannelsesscanningen i uge 20. Blob manglede en nyre. Efter flere scanninger, snakke med læger og en fostervandsprøve, fik vi resultatet. Blob havde en kromosomfejl. En alvorlig en, som ville have store konsekvenser for både vores og ikke mindst hans liv. 

Efter et langt og forfærdeligt oplysende møde med en læge indenfor området, stod det klar for os, at vores lille dreng ikke skulle have dette liv.

Fødslen blev sat i gang ved hjælp af medicin og Blob kom til verden d. 5. december 2018, da jeg var tæt på 6 måneder henne i graviditeten. Han var en meget fin lille baby, der slet ikke så syg ud. Hans fødder var en mini-kopi af Martins og han havde små mørke dun på hovedet. 

De næste uger gik med praktiske ting, papirarbejde, og så skulle vi også lige planlægge den uundgåelige begravelse for vores lille søn.

Martin og jeg havde tre måneders sorgorlov sammen. Jeg gik i en helt fantastisk sorggruppe med fire andre kvinder, der også havde mistet deres børn.

Efter sorgorloven vendte Martin tilbage til sit arbejde, mens jeg ikke havde noget at vende tilbage til. Min sorgorlov blev forlænget af flere omgange, med hjælp fra min læge, og jeg husker faktisk ikke rigtig hvad al den tid gik med, udover det ugentlige møde med sorggruppen, KKLEM.

Et år efter vi havde mistet Blob, besluttede min læge at sende mig til en psykiater, som udskrev angstdæmpende medicin til mig. Det blev vendepunktet for mig. Pludselig kunne jeg se ud over alle mine bekymringer og fokusere på andre ting end den store sorg over at have mistet vores barn. 

Jeg ledte efter en måde at mindes Blob og fandt frem til flere forskellige fødselsplakater. Men alle dem jeg fandt, havde babyen enten vinger, var upersonlige eller slet ikke min stil. Pludselig kunne jeg mærke den gnist af kreativitet og inspiration, som jeg ikke havde været i nærheden af meget længe. Samme eftermiddag skabte jeg den første udgave af mit helt eget design til fødselsplakat.

Når man mister sit barn til spædbarnsdød, bliver børnene kaldt for englebørn og forældrene får titlen engleforældre, englefar og englemor. Det har jeg aldrig brudt mig om. Jeg fødte en lille dreng, ikke en engel - jeg kunne i hvert fald ikke se nogle vinger! Jeg havde brug for at kalde ham noget andet end englebarn og fordi jeg havde meget realistiske drømme om ham om natten, kaldte jeg ham mit Nattebarn.

Jeg lavede jeg en indrammet fødselsplakat til hver af kvinderne i min sorggruppe, med deres børn på. Og da jeg så deres ansigter lyse op, ved synet af deres børn i størrelsen 1:1, begyndte idéen til Moonchild Copenhagen at spire. Hvis jeg kunne give andre mødre det samme smil på læben, så var det en succes for mig. 

Hvis du er interesseret i at læse min fulde historie, kan du tilgå bloggen @erjegmornu, som jeg har lavet med sorggruppen, KKLEM, her.

Vi har også i samarbejde med Karen Mørk og Podimo lavet en podcast i 4 dele, hvor vi fortæller om vores sammenhold og sorg.